Vores datter er rigtigt glad. Hun har nemlig fået en mail i dag. Den fortæller hende, at hun har fået plads på den teater efterskole, som allerhelst ville gå på. Skolen har fået et afslag fra en anden elev, og pladsen kunne blive hendes. Hun er kisteglad. Springer rundt og leger skuespiller. Jeg kan godt forstå, at hun er glad. Jeg ville også være glad, hvis jeg først havde fået et afslag, og så bagefter et tilbud om pladsen igen.
Vil savne jende
Selv er jeg ikke så glad. Jeg kommer til at savne hende uendeligt meget. Det bliver meget svært, at vi bliver en mindre her i familien. Men som hun siger til mig: ”Jeg kommer jo hjem på besøg – ofte.” Ja, det håber jeg da, at hun gør. Men hun er jo lige i den her alder, hvor alt skal prøves af – og jeg er sikker på, at hun finder en masse gode venner og veninder. Dem skal hun muligvis også besøge. Jeg har forsøgt at lade være med at tænke på det. Men jeg er altså fuld af tanker om, at hun flytter hjemmefra så at sige. Kan hun klare sig alene? Kan hun håndtere, at jeg ikke er der for hende hele tiden? Er hun klog nok til at sige fra, hvis hun bliver presset ud i ubehagelige situationer? Hvem ved, hvem de andre elever er, og hvad de kan finde på? Ja, mine spørgsmål er mange. Og selv om vi besøgte efterskolen, inden hun meldte sig til, og kunne se, at der er regler for sengetider, og hvad man må og ikke må, så er spørgsmålene ikke forsvundet.
Elever er tumpede nogle gange
Elever i 9. og 10. klasse kan være meget livlige og finde på at gøre mange dumme ting. Min mand siger, at jeg må tage mig sammen og lade være med at bekymre mig så meget. Jeg må stole på, at vores datter faktisk kan mange flere ting, end jeg går og tror. Og så må jeg stole på, at teater efterskolens personale har tilstrækkelig med erfaring i at håndtere svære situationer. Og drama kan læres, ikke?
Han har ret. Fuldkommen ret. Vi talte jo også med nogle af lærerne og lederen af skolen. De har styr på tingene og ved, hvordan de skal forholde sig, hvis der fx sker en ulykke eller sådan noget. De fortalte os jo også om stedet regler. Sådan noget med rygning og alkohol og pligter, som eleverne får.
Svært at vænne sig til
Det er bare så hulens svært at vænne sig til tanken om, at hun rejser. Kommer hun tilbage – sådan permanent? Et er, at hun siger, at hun kommer på besøg. Men når skoleåret er omme, kommer hun så tilbage til os? Eller vil hun have forandret sig så meget, at hun slet ikke vil bo hos os længere?
Nej, nu må jeg stoppe. Tankerne gør mig ked af det. Jeg må tvinge mig til at tænke lidt positivt – også for hendes skyld. Det er godt, at hun vokser op og udvikler sig til et selvstændigt ungt menneske. Det er godt, at hun kommer til at beskæftige sig med teater og skuespil. Det er jo hendes drøm.