Det er bare en dum mandag eftermiddag. Jeg er lige kommet hjem efter en lang og kedelig dag på arbejdet. Der er ikke sket noget som helst uventet. Alt er gået, som det plejer. Lidt kedeligt. Men faktisk også rart, at man ikke skal ræse rundt en mandag eftermiddag, hvor alle er lidt sure, fordi der er mange dage inden det, bliver weekend igen.

Normalt fyldt op

Normalt, når jeg kommer hjem fra arbejde, så har jeg forskellige aktiviteter, som jeg skal deltage i. Om tirsdagen går jeg til badminton. Jeg er glad for, at vi må spille igen nede i hallen. Om onsdagen går jeg som regel en lang tur i skoven, der ligger lige ovre på den anden side af vejen, jeg bor ud til. Torsdag går jeg ned i sejlklubben. Jeg er ved at tage skipperbevis. Det er ikke nemt. Men jeg vil have beviset. Jeg elsker at sejle.

Fredag bliver som regel brugt på at forberede weekenden. Jeg har altid mange venner at se i weekenderne. Vi ses enten på en café eller hjemme hos en af os. I næste weekend er det min tur til at give middag. Så det skal også forberedes. Men mandag? Ja, det er den værste dag. Og derfor har jeg besluttet ikke at lave noget som helst mandag, eftermiddag og aften. Simpelthen fordi det er bare så kedeligt. Det er min alene-eftermiddag, hvor jeg har tid til eftertanke, og kan skrive mine ønsker og tanker ned. Uden at jeg skal føle mig presset til at gøre det. Det sker bare. Sådan helt af sig selv.

Min lille bog med tanker

Jeg har en lille bog, hvor jeg skriver alle de tanker og ønsker ned. Sådan en slags dagbog – eller notesbog, om du vil. Den er ikke ret stor. Og der står ikke så meget i den endnu. Men noget står der. Jeg sad og bladrede lidt i den. Og så at jeg i forrige måned må have været meget arrig eller ophidset. Der stod nemlig, at jeg ville lære at spille på trommer. Jeg har også skrevet navnet på en instrumentforretning ned. Og der står også ”Billige trommer”. Nedenunder har jeg skrevet ”Køb trommer på næste mandag!” Det ligner, jeg skal finde mig nogle gode hovedtelefoner snart…

Det er vist nok én, der har været frustreret, som har skrevet det. Jeg kan se det på håndskriften. Den har ikke den bløde og kønne linje som sædvanligt. Der er skarpe hjørner og en masse udråbstegn. Det ligner ikke mig. Men jeg kan godt se, at det er min håndskrift.

Tamburin måske

Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt, da jeg så det. Men sådan er det. Mit liv. Op og ned. Den ene dag er jeg mild og rund. Den næste, skarp og krævende. Og det kan jeg se på min håndskrift. Tænk engang, hvis naboerne kunne høre det på mit trommespil. Tanken får mig til at grine højt. Nej. Styr dig. Du skal ikke have et trommesæt. Det vil røbe alt om dig. I hele nabolaget. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Du kan købe en tamburin og lege med den.