Det gør ondt i ryggen. Jeg har længe døjet med rygsmerterne, men jeg forsøger at dulme dem med smertestillende midler, som jeg kan købe i håndkøb. Jeg ved godt, hvad der er galt. Jeg har lavet en forkert bevægelse på arbejdet. Jeg ved også godt, at smerterne ganske langsomt vil fortage sig. Jeg har prøvet det før. Faktisk flere gange. Jeg arbejder som assistent for et stort firma, der sælger kontorrengøring i Århus.

I mange år

Jeg har arbejdet for firmaet i mange år nu. Jeg arbejder på akkord, og jeg er god til mit job. Jeg får ofte en bonus fra firmaet. Det er rart. Men jeg må indse, at min krop er ved at blive slidt. Derfor har jeg bedt om at få en samtale med ledelsen. Jeg mener faktisk, at jeg efterhånden er kvalificeret til at blive administrator for et af deres teams. Og hvis jeg kunne blive administrator, ville det betyde, at jeg ikke skal bruge så mange kræfter på det fysisk hårde arbejde som rengøring faktisk er.
Jeg håber, at ledelsen vil lytte til, hvad jeg har at sige.

I de sidste mange uger – måske måneder – har jeg forsøgt at skrive ned, hvad det er, jeg vil sige til dem. Jeg er ikke god til at tale for mig selv. Derfor skriver jeg alt ned. Sådan i noteform. Små stikord, som vil minde mig om, hvad jeg vil sige. Lige nu har jeg et almindeligt skrivehæfte foran mig. Og jeg kan se, at min stikordsliste er blevet meget lang. Nogle af stikordene står på listen flere gange. Fx: ”Jeg bliver ikke yngre og har brug for at hvile min krop lidt mere end for bare 5 år siden.” Eller: ”Ansvar – jeg kan tage det.”

Stikord

Der er også nogle stikord, som handler om, at jeg ikke har haft en sygedag i lang tid. Og ja, mange andre ord i de retninger, som jeg tror, vil gøre ledelsen opmærksom på, at jeg er kvalificeret til at være team-administrator. Det er faktisk ikke så nemt at forberede en samtale med ledelsen. Derfor har jeg også været på internettet for at finde tips og idéer til, hvordan man gør det. Og jeg synes, ligesom, at jeg kan se, at man skal være lidt aggressiv. Det har jeg ikke lyst til. Er det virkeligt rigtigt, at man skal gå til angreb? Kan man ikke bare tale om tingene og finde en løsning, der passer til alle? Det, mener jeg, burde være muligt.

Lidt gode råd

Jeg har talt lidt med min søn om det. Han siger til mig, at jeg ikke behøver at være aggressiv. Han har forklaret mig, at sommetider er det tilstrækkeligt bare at lægge fakta frem på bordet og sige, at man har nogle krav og ønsker. Måske har han ret. Jeg har meget svært ved at finde ud af det. Er det, fordi jeg er kvinde? Er det, fordi jeg er opdraget til at være den søde og imødekommende person, at jeg ikke tør stå op for mig selv? Måske skal jeg lige tænke lidt mere over den her samtale, som jeg gerne vil have, og få en bedre struktur på mine stikord.